Ærligt, kærligt, modigt

Et år senere

D. 11 februar 2019, var en dag hvor tæppet blev trukket væk under mig, hvor et lyn slog ned og hvor alt føltes helt umuligt og tomt. Det var dagen hvor jeg blev fyret, fyret fra et arbejde der fyldte ALT, fyret fra et arbejde der føltes som en del af mig og hvor jeg ikke kendte mig selv uden.

Nu er der gået et år og jeg står stærkere end nogensinde før, sådan er det jo nok som oftes, det er bare nogle gange svært at se for alle de grå skyer der er over en.

Jeg sad på en cafe med to af mine gamle kollegaer og tætteste veninder, da det gik op for mig at det idag var et år siden. Det var en halv time efter at jeg stødte ind i en gammel kollega og medarbejder, som jeg ikke har set siden. Et sug gik igennem mig og et lille smil bredte sig på mine læber, for når jeg kigger tilbage på Natascha for et år siden, så er der sket rigtig meget.

Når jeg ser tilbage nu, er det med en knude i maven over hvor meget jeg havde glemt mig selv og hvordan, hver gang min krop gav mig et tegn om at jeg skulle slappe af, så gjorde jeg det modsatte og løb endnu stærkere. Det var en hverdag fyldt med angst og hvad jeg nu ved var stress. Jeg var opmærksom på min angst, den påvirkede mig hver dag og hver gang jeg skulle til et møde eller på kontoret, ulmede den i mig – nogle gange i reelle angstanfald, ofte i angsten for angsten. Men jeg lyttede ikke til hvorfor den var der, jeg skubbede altid muligheden for at det var stress relateret væk. Men sagen er bare den at jeg ikke har haft et angstanfald siden den dag.

Så hvad er det der gør at man bliver i det, skubber alle kroppens tegn væk og bare lader sig selv få det endnu værre dag for dag? For mig handlende det om at det var det jeg var, jeg var mit arbejde. Jeg levede for at arbejde og ikke arbejdede for at leve, jeg var altid på arbejde og havde det hele tiden i baghovedet. Det var også den første følelse der ramte mig, hvem er jeg nu, hvor jeg ikke arbejder der. Det var også den første reaktion en af mine bekendte kom med åh nej, hvad skal Natascha gøre nu, hvem er hun uden sit arbejde. Og det gjorde ondt! For jeg var ikke opmærksom på at folk omkring mig heller ikke helt kunne definere hvem jeg ville være uden mit arbejde, for jeg var jo bare mig og en del af det var at gå meget op i mit arbejde.

Nu er jeg ikke mit arbejde, jeg arbejder for at leve og ikke omvendt. Skuldrene sidder lige det lavere og angsten er væk fra min krop. Jeg savner dele af den jeg var for 1 år siden, jeg savner den passion jeg havde for mit arbejde, jeg savner mit engagement og jeg savner at være i en virksomhed som griber min restløshed og konstant gav mig nye muligheder.

Men jeg vil ikke tilbage, jeg må ikke glemme mig selv igen på den måde. Det vil jeg minde mig selv om hver morgen, at jeg skal være god ved Natascha og at når min krop sender mig tegn, så er det fordi jeg skal lytte til den.

1 kommentar

  • Mette

    Hvor er du sej ❤️ Dejligt at følge dig og din udvikling…. balancen er svær, men vigtigt at mærke efter, som du nu har lært

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ærligt, kærligt, modigt