Jeg er god nok som jeg er, det tror jeg for første gang på nu

Arbejdsløshed – jeg troede ikke den skulle ramme mig

Jeg forsøger at stå, med kun et ben placeret på jorden

Jeg er blevet opsagt, fritstillet, min stilling eksistere ikke længere, jeg er blevet fyret. Over den sidste 1,5 måned har jeg skrevet lidt ned om mine tanker, følelser og refleksioner, som jeg har lyst til at dele med jer.

Det er grænseoverskridende at dele det med hele min verden, for jeg ved jo godt det er sket, men at skrive det sort på hvidt er noget helt andet. Det er endeligt, det er definitivt, nu – Et kapitel er slut og forhåbentlig begynder et andet snart.

D. 11 februar, dag 1:
Min verden brød sammen idag, som et tæppe der blev trukket væk under mig, efterladende mig uden et sted at stå.

Jeg er typen der definere og bliver defineret udfra mit arbejde. Jeg giver det mit alt og arbejder glædeligt 60-70 timer om ugen, jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg ikke har gjort det. Jeg glemmer alt omkring mig og sætter alt til side for altid at leve op til andres forventinger og presser mig selv for at leve op til mine.

Idag blev jeg kaldt til møde med min chef, det sker ofte – som så mange gange før blev jeg nervøs, men kom hurtigt frem til at det ikke kunne være noget skidt, for det gik jo meget fint. Jeg tog fejl, fik beskeden om at min stilling ikke længere eksistere og at der derfor ikke længere er et job til mig. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på, hvem jeg er.

Mit job var min første prioritet, mine kollegaer var min familie, hver minut i døgnet var det i min bevidsthed. Nu er det taget fra mig og det samme er mit ståsted, mine fremtidsplaner og en del af hvordan jeg definere mig selv.

Uge 1:
Der er gået en uge, og jeg går med følelsen af et brud fra en kæreste, jeg har været sammen med de sidste 4 år. Noget der har fyldt så meget og været med til at definere hvem jeg er, er fra den ene dag til den anden forsvundet.

Mine kollegaer, var de venner jeg brugte alt min tid med, mine chefer var mine omsorgspersoner, min arbejdsplads var mit hjem og min familie. Det gør ondt at tænke på at det alt forsætter som før, min verden er bare vendt fuldstændig på hovedet.

Følelserne har siddet udenpå tøjet hele ugen og jeg har haft svært ved at finde ud af hvordan jeg skal forholde mig til det. Alle omkring mig spørger om jeg ikke er sur, om jeg ikke føler mig uretfærdigt behandlet og om jeg ikke bare har lyst til at gå direkte til konkurrenten. Men jeg er bare virkelig ked af det, jeg savner mine kollegaer, jeg savner at arbejde alt for mange timer om dagen, jeg savner at føle mig udfordret hver dag, jeg savner alt ved det.

Det føles nok lidt som om at jeg er gået på ferie, en tiltrængt ferie, men ikke mere end bare ferie og lige om lidt skal jeg tilbage på arbejde. Men sådan er det ikke og det gør ondt.

D. 5 marts, uge 3:
I aften føler jeg mig som en fiasko, en fiasko der aldrig bliver til noget. Følelsen af at blive valgt fra fylder alt og overskygger muligheden af hvad der kan vente ude i fremtiden. Jeg ligger her og tænker på at tage hjem til Århus, at møde nogle fra min fortid, som hurtigt vil kunne se at jeg er ligepræcis lige så lidt værd som de altid fik mig til at føle. Følelsen af at mødes med dem jeg har tæt på mig nu, og at se hvordan det går op for dem at jeg ikke er den jeg og de har gjort mig til, at ikke er i nærheden af halvt så meget værd som de tror.

Det er hårdt og det er alt andet end det jeg har lyst til at føle, men det er de følelser der fylder alt i mig. Følelsen af at være en fiasko, som aldrig bliver til noget der har betydning for nogen som helst.

Måned 1:
Det er gået lidt over en måned nu, det går op og ned. Nogle dage er virkelig gode og jeg føler mig gladere end jeg længe har gjort, andre dage er svære og det virker som den mest umulige opgave at skulle finde et nyt arbejde. Ikke kun et arbejde, men et sted hvor jeg har lyst til at ligge alt min energi, et sted som sætter pris på mig og som har lyst til at starte en rejse sammen med mig – for jeg er ikke færdigsyet, jeg vil blive ved med at udvikle mig.

Det har udentvivl ikke været ubetinget dårligt for mig at blive opsagt på mit arbejde, det har givet mig muligheden for at reflektere over hvordan jeg prioritere. Det er gået op for mig at jeg har prioriteret helt forkert. Jeg har glemt mig selv, glemt at mærke efter, skubbet de svære ting væk og fyldt mit hoved med endnu mere arbejde. Jeg har været en dårlig datter, veninde & søster, det vil mine nærmeste måske ikke give mig ret i. Men jeg kan ikke destomindre mærke det nu, med alt i mig, at jeg har lysten, energien og overskuddet til at prioritere rigtigt, nemlig at prioritere de mennesker der betyder allermest for mig.

Hvad så nu?
– Det er et forløb og en proces og jeg har på ingen måde svarene, for jeg ved ikke hvor jeg er om en måned. Det er på en måde virkelig spændende, at vide at alt kan ske, men på samme tid også skræmmende, ikke at have nogen ide om hvad der skal ske indenfor den nærmeste fremtid.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er god nok som jeg er, det tror jeg for første gang på nu